Kompressionsbehandling

Ved kompressionsbehandling søger man at understøtte muskelvenepumpen, dvs. forbedre blodgennemstrømningen gennem det dybe venesystem. Denne behandling er uundværlig og derfor livslang hos patienter med dyb venøs insufficiens.

Inden man starter en kompressionsbehandling, skal man sikre sig at der ikke foreligger en arteriel insufficiens - er der gode fodpulse? er der normale ankel og evt. tå tryk?

Kompressionsbehandlingen kan udføres enten ved: 
- anlæggelse af kompressionsbind eller ved 
- anvendelse af kompressionsstrømper eller ved 
- intermitterende pneumatisk kompression (IPC)

afhængig af tilstedeværelsen af sår og sårets udseende. Som hovedregel gælder, at ødemet skal fjernes med kompressionsbind. Efterfølgende kan man vedligeholde kompressionen med kompressionsstrømper.

For begge bandageringsmåder gælder det, at den skal ligge fra tåniveau og hyppigst til lige under knæet.

Er ødemet behandlingsresistent er IPC en god metode til at supplere kompressionsbehandlingen. IPC bør ikke anvendes alene i sårhelingssammenhæng.

Kompressionsbind:

Kortstræksbind:

Definition:
bind, der har en lav elasticitet. Det vil sige, at de kan strækkes op til max. 90% af deres længde. Ved anlæggelse i den kliniske hverdag strækkes det typisk 60%.
 
Anvendelse: 
Kortsstræksbind er mest effektive til patienter der er fysisk aktive, idet de yder et  højt tryk under arbejde (bind med kort strækeffekt yder en stor modkraft ved muskelarbejde), samt yder et lavt hviletryk på grund af mindre elasticitet. Bindene kan derfor være anlagt døgnet rundt.

Bindene er særdeles velegnet til ødemreduktion, også ved lymfødem. I sådanne tilfælde omlægges bindene i takt med at ødemet svinder og bindene bliver løse. Dette kan gøres op til flere gange daglig i starten af ødemreduktionsbehandlingen. Efterfølgende bør man gå over til kompressionsstrømper.

Hulrum, f ex bag malleoler, skal udfyldes med f ex pelotte eller polstervat. Undlader man at gøre dette er der ingen kompression i området og der er risiko for at udvikle et lokalt ødematøst område. Hvilket ikke var hensigten.

Bindene kan anvendes ved lette til moderate grader af arteriel insufficiens (ABI > 0.5, tåtryk over 60 mmHg)på grund af det lave hviletryk. I disse tilfælde kan behandlingen kun udføres efter samråd med specialist og under nøje observation i starten af behandlingen.

Mellemstræksbind:

Bind med en strækværdi mellem 60% og 130%. Anvendes primært til fixering og støtte af lettere forstuvninger/forstrækninger. 

Langstræksbind:

Definition:
Bind, der har en høj elasticitet. Det vil sige, at de kan strækkes med mere end 130% af deres længde. Langstræksbind har p gr a den højere elasticiteten en højere og mere længerevarende arbejds- og kompressionsevne.

Anvendelse:
Kan anvendes til patienter der både er fysisk aktive og inaktive, idet de yder et højt tryk både i hvile og under arbejde. Under arbejde yder de ikke så højt et tryk som kortstræksbind, idet en del af energien forsvinder ud i elasticiteten. Det højere hviletryk fremkommer ved de store elastiske kræfter i bindet. På grund af det højere hviletryk er der større risiko for afklemning af arterier, hvis bindet anlægges for stramt.

Bindene er særdeles velegnede til patienter med ødemer som følge af hjerteinsufficiens eller som følge af lammelser - vær dog nøje opmærksom på  blodtryksforholdene i benet.

Figuren illustrerer trykvariationerne i hvile og under arbejde.

Generelt om kompressionsbind

Ved anlæggelse af kompressionsbind skal man være opmærksom på LaPlaces lov (modificeret):

                                                                bandagestræk   antal lag
Subbandagetrykket P = konstant     -----------------------------------------
                                                          omkreds af benet    bredde af bindet

Går man ud fra at benet er smallest ved anklen og bliver tykkere opad, opnår man ved at lægge bindet med samme tension og antal lag, at subbandagetrykket falder - det kaldes også for gradueret kompression, hvilket er hensigten i kompressionsbehandlingen. Det højere tryk distalt bevirker, at blodet presses mod hjertet ved bevægelse. Er det nødvendigt er det ligeledes vigtigt, at det smalleste bind er på foden

Hulrum skal fyldes ud (polstres op) f ex ved malleolerne.  Gør man ikke det, får man ikke kompression i det område - snarere lokal stase. Man skal endvidere tilstræbe, at benet får facon som en keglestub, for at opnå gradueringen af trykket. Se i øvrigt anvisningen.

Det er også vigtigt at vurdere hvorledes patienten går. Bruger vedkommende muskelvenepumpen i det hele taget eller stavre vedkommende rundt.

Kompressionsstrømper

De velkendte støttestrømper, anti-emboli strømpen (TED-strømper) og lignende har ingen plads i kompressionsbehandlingen. Derfor omtales de ikke nærmere.

Det er vigtigt, at ødemet er fjernet inden man tager mål til kompressionsstrømperne.

Ved valg af kompressionsklasse må der tages hensyn til årsagen til ødemet samt patientens evne til selv at kunne tage strømpen af og på.
Når kompressionsstrømpen ordineres skal der samtidig ansøges om bevilling til kompressionsstrømper. Der søges over Lov om Sociale Ydelser § 97. På ansøgningen (LÆ 165) skal indikationen fremgå, samt at det drejer sig om en varig lidelse. Der søges om to par. Strømperne kan udleveres, når bevilling er givet, 2 gange om året. Samtidig skal der ansøges om en easy-slide (se nedenfor).

Kompressionsstrømper opdeles i klasser efter det tryk der ydes på ankelniveau. Der findes findes flere definitioner af klasserne. Mest anvendt er GZG/RAL standarden:

Klasse l:      18 - 21 mm Hg
                   - forebyggelse ved kronisk venøs insufficiens (sår er helet)
Klasse ll:      23 - 32 mm Hg
                   - som led i sårheling ved kronisk venøs insufficiens
                   - ved svære grader af dyb venøs insufficiens
Klasse lll:     34 - 46 mm Hg
                   - lymfødem
Klasse lV:    > 49 mm Hg
                   - svært lymfødem

De franske standarder er tilsvarende:
Klasse 1: 10-15 mmHg
Klasse 2: 15-20 mmHg
Klasse 3: 20-36 mmHg
Klasse 4: >36 mmHg

Til hjælp ved påtagning kan man med fordel anvende Easy-Slide, spec. hvis der er sår.

Ved kronisk venøs insufficiens er det tilstrækkeligt med knæ-lange strømper. En klasse 2 strømpe bør anvendes, men hvis patienten ikke kan tage dem på, vil det være bedre at anvende en klasse 1 strømpe  end slet ikke nogen.
Har patienten dyb venøs insufficiens kommer man ikke uden om at anvende en klasse 2 evt klasse 3 strømpe.

Ved lymfødem er det oftest nødvendigt med lange strømper evt. strømpebukser. Behandlingen kan suppleres med IPC.

Intermitterende pneumatisk kompression (IPC)

Intermitterende pneumatisk kompression er ekstern trykpåvirkning med luft af forskellig styrke. Trykket er "på" i en kort periode for derefter at aftage.

I en lille "kompressor" genereres et lufttryk, der føres over i en støvle. Støvlen kan have indtil flere kamre, således at det mest perifert beliggende kammer bliver pustet op først. Herefter følger det næste kammer og denne bølge fortsætter proximalt. Man kan sige, at benet masseres opad.

Man giver 2-3 behandlinger daglig af 30 – 45 minutters varighed. Trykket lader man gradvis stige til 80 mmHg

Venøse bensår

Der foreligge ikke solid evidens for anvendelse af IPC ved sår (Mani et al, 2001). Der er et studie, der kommer ud til fordel for IPC (Coleridge-Smith et al, 1990), andre gør det ikke (se Mani et al).

Kumar et al 2002, rapporterer en vis gavnlig effekt af kombination med flerlagsbandage og IPC sammenlignet. med flerlagsbandage alene. I Kumars område er man ekstremt dygtig til at anlægge kompressionsbandager idet man har en kvalitet, der gør at 90% af de venøse bensår er helet på 3 mdr.. Trods det havde man en significant forskel.

Anbefalingen på baggrund af analyse af de accepterede studier må være at IPC kan anvendes ved behandlingsresistente sår og da i kombination med anden form for kompression, således at man ved IPC understøtter den givne kompressionsbehandling (Berliner et al 2003).

Arteriel insufficiens

Det ser ud som om at IPC også har en gavnlig effekt ved arteriel insufficiens, idet man har kunnet påvise en øgning af gangdistancen ved claudicatio intermittens (Delis et al 2005). Hvorvidt det har en effekt ved arterielle sår er uvist, men se Sår no1, 2005.

Skrevet af sårsygeplejerske Wilja Dam, Sårcentret, Århus samt overlæge, dr.med. Rolf Jelnes, Venecentret, Aabenraa sygehus.