Hvad er Fodterapeutens rolle?
Fodterapeuten har en central rolle i behandlingen af specielt de diabetiske fodsår. Det er vigtigt, at man inden henvisning sikrer sig, at det er en statsautoriseret fodterapeut med adgang til eget værksted, man henviser til.
Hvad er fodterapeutens rolle i primær sektor?
Fodterapeuten har en central rolle i profylakse og behandling af fodsår, specielt de diabetiske fodsår. Diabetespatienter får efter lægehenvisning 60 % i tilskud fra Den offentlige Sygesikring til alle specialiteter indenfor fodterapi.
Fodterapi er forebyggelse og behandling af fodlidelser og dækker følgende:
· Fodbehandling: Neglebehandling samt beskæring af callositeter og clavi
· Sårbehandling: Beskæring af randcallositet og aflastning af sårområdet
· Ortonyxi
· Fremstilling af midlertidige hjælpemidler i forbindelse med såraflastning herunder indlæg, filtning, terapisko mm
· Fremstilling af varige hjælpemidler i form af småaflastninger (silikoneproteser mm) og indlæg
· Patientvejledning
· Årlig fodstatus
Ved den årlige fodstatus vurderer fodterapeuten diabetespatientens aktuelle fodstatus.
Eksempler på observationer og undersøgelser:
· Vibrations-, føle-, varme-, kulde- og stillingssanser testes (vha. bl.a. Biothesiometer, Monofilament og Tip Therm)
· Arteria dorsalis pedis og arteria tibialis posterior palperes
· Ledbevægelighed og muskelkraft testes
· Fejlstillinger observeres
· Huden analyseres, herunder hudtrofik, farveforandringer, trykmærker, callositeter, clavi og sår
· Gangen analyseres
· Hjælpemidler (aflastninger, proteser, indlæg mm) vurderes/kontrolleres
· Fodtøj vurderes/kontrolleres
På baggrund af ovenstående konkluderer fodterapeuten om status er ændret i forhold til tidligere (udførte status), og der vurderes om foden er en lav- eller højrisiko fod.
Diabetespatienten vejledes i henhold til ovenstående i egenomsorg, fodtøj og senkomplikationer, og her er den årlige status et unikt pædagogisk værktøj, da diabetespatienten får ”syn for sagen”.
Ved behov kontaktes øvrige samarbejdspartnere, f.eks. håndskomageren eller sårsygeplejersken.
Fodterapeutens fornemmeste opgave er at forebygge sårdannelse.
Ved sårdannelse er den vigtigste opgave at beskære og aflaste.
Ved sårheling er opgaven at forebygge recidiv og nye sår.